Kisah-kisah yang unik

Ýer Gara Ýaly, Köýünde şowuk ýene-de ýatyşmagyny tapypdy. Gözel, saýla bolan ýaşdaky dosty bolan Gara Ýaly, bu ýerde niredesine gitdiğini bilemän düşündi. Ýola çykyp başlady. Ýol boyunça, Gara Ýaly ýaş ýapraklaryň şowukluğunda oňa ýolbaşçy edip barmak isleýän ýeňişleri görýär. Olar ona şol ýolda gaty kämilleşilip bilen ýerlerden gezip bilýän, ýollar boýunça serhetli dünýäniň taýýarlyklary barada soňky gutlaşmagy öwretýärler. Gara Ýaly ýollar gowy, we ol bu ýolda birnäçe güni geçýär. Ýygnalanyp ýeteninde, ol ýenidir saýla çekilen dostlarynyň ýaşgalaýandygy we onuň täze ýaş aýdýany bardygyny görýär. Ýene-de ýatyşy ýok, emma Gara Ýaly ulup bardy. Ol gürrüňiň saýla bolup ýatyşmagy barada çykdypdy. Ol soň saýlaşma garaşýar we olaryň ädimleri bilen ýola dolyarlar. Ýol çetir-güýç bilen ýola dolyar. Ýatlar garaýar, çölden gezip, elýetelep bolarlar. Bu ýolda barlag çekmek, ýere seretmek, we peýdalanmak barada köpçülik bar. Hemme ýeňişler işi bileýär we bilmeyärler. Ýol boyunça, Gara Ýaly täze ý

Havia uma pequena vila aninhada à beira de uma vasta floresta. Os moradores da vila sempre ouviam histórias sobre uma Floresta Encantada que ficava além das árvores mais altas. Dizia-se que a floresta estava cheia de criaturas mágicas e tesouros escondidos, mas ninguém ousava entrar nela, pois acreditavam que era um lugar perigoso e cheio de mistérios. Um dia, um jovem corajoso chamado Lucas decidiu desvendar o mistério da Floresta Encantada. Ele estava determinado a provar que as histórias eram reais e que a floresta não era tão assustadora quanto diziam. Com uma mochila cheia de suprimentos, ele partiu ao amanhecer. À medida que Lucas adentrava a floresta, ficava maravilhado com a beleza ao seu redor. Árvores altas e exuberantes se estendiam até o céu, e feixes de luz solar brilhavam entre os galhos. Ele se deparou com um riacho cristalino onde pássaros coloridos se banhavam alegremente. Enquanto explorava mais a fundo, Lucas começou a ouvir risadas e risos suaves. Curioso, seguiu o

Había una vez, en un pequeño pueblo rodeado de montañas, un joven llamado Diego. Diego vivía una vida tranquila como granjero, cuidando de su tierra y sus animales. Sin embargo, siempre soñaba con aventuras más allá de las colinas y valles que conocía. Un día, mientras araba el campo, Diego encontró un mapa antiguo que había sido dejado por su abuelo. El mapa mostraba un camino que conducía a través de un bosque misterioso y hacia una montaña en lo más profundo de la selva. En la parte inferior del mapa, había una inscripción que decía: "El viaje te revelará lo que buscas". Intrigado por el misterio, Diego decidió emprender ese viaje. Empacó algunas provisiones y se adentró en el bosque siguiendo el camino marcado en el mapa. A medida que avanzaba, el bosque se volvía más denso y oscuro, pero Diego estaba decidido a descubrir el secreto que el mapa guardaba. Después de días de caminata, Diego llegó a la base de la montaña. Escaló con determinación, enfrentando desafíos y supe

Es war einmal ein mutiger junger Forscher namens Max. Er hatte von einem geheimnisvollen Zauberwald gehört, der angeblich magische Kreaturen und verborgene Schätze beherbergte. Fasziniert von dieser Vorstellung, beschloss Max, sich auf eine Reise in den Zauberwald zu begeben. Bewaffnet mit einer Karte, einem Kompass und einem Rucksack voller Proviant machte sich Max auf den Weg. Der Wald war dicht und schien eine eigenartige Aura zu haben. Die Bäume waren so hoch, dass sie den Himmel zu verschlucken schienen, und die Geräusche der Vögel und Insekten waren anders als alles, was Max je gehört hatte. Während seiner Reise stieß Max auf eine seltsame Lichtung. In der Mitte der Lichtung befand sich ein großer, glänzender Stein. Als Max näher trat, begann der Stein zu leuchten und eine freundliche Stimme erklang: "Willkommen, mutiger Reisender, im Zauberwald. Ich bin Elara, die Hüterin des Waldes." Max war erstaunt, dass der Stein zu sprechen schien. Elara erzählte ihm von den Gehei

El 12 de octubre es el día de la Hispanidad que celebra el descubrimiento de América en 1492. Este día coincide con la fiesta de la Virgen María del Pilar, que es el patrona de España. Actualmente, la Hispanidad se celebra dentro y fuera de España, aunque es una de las fiestas que más polémica generan. En muchos países de Latinoamérica el descubrimiento de América se asocia al comienzo de la colonización española y a la destrucción de las culturas locales nativas. Por este motivo, en América del Sur la fiesta se percibe como una reivindicación. En España la Hispanidad se festeja con un desfile militar y una recepción, encabezada por los Reyes, para el cuerpo diplomático en el Palacio Real. Pasatiempos

Mark está de viaje de negocios en Barcelona. Hoy tuvo un día libre y salió a visitar la ciudad. Primero, caminó por La Rambla, la calle más famosa de Barcelona, llena de gente, tiendas y restaurantes. Se dirigió al Barrio Gótico, uno de los sitios más antiguos y bellos de la ciudad. En la Plaza Sant Jaume observó dos de los edificios más importantes: El Palacio de la Generalitat de Catalunya y el Ayuntamiento. Volvió a La Rambla. Mark tenía hambre y se detuvo a comer unas tapas y beber una cerveza. Continuó hasta la grande y hermosa Plaza de Catalunya. Avanzó por el Paseo de Gràcia hasta llegar a un edificios fuera de lo común Casa Batlló y luego a Casa Milà, diseños del arquitecto Antoni Gaudí. Quiso saber más sobre este famoso arquitecto y se dirigió al Park Güell, donde tomó muchas fotografías. El día se acababa pero antes de volver al hotel, Mark tomó un taxi hacia la Fuente Mágica y disfrutó de un espectáculo de agua y luces. Mark quedó sorprendido con esta gran ciudad y sintió qu

Hoy hace mucho frío. Es invierno y todas las calles están cubiertas de nieve. Dentro de poco vendrá la primavera y con ella el sol y el tiempo cálido. La semana pasada estuvo de lluvia y tormenta. Incluso un rayo cayó encima de la campana de la catedral, pero no ocurrió nada. Los truenos siempre me han dado miedo y mucho respeto. Pero tenemos suerte... pues la previsión del tiempo para mañana es muy buena. Dicen que hoy habrá heladas y por la tarde granizo, pero mañana el día será soleado. A ver si tengo suerte y veo algún arcoíris. Tengo amigos que ahora mismo están en Brasil. Allí el tiempo es muy diferente. La atmósfera está más caliente porque están en verano. Aunque dicen que ayer hizo mucho viento. Sin embargo, aquí todo está cubierto de nubes, ¡incluso ayer la niebla cubría las casas! No se veía nada. También tenemos que tener cuidado con el hielo, se resbala fácilmente en él. A poca gente le gusta la lluvia, ¡pero es muy necesaria para vivir! Pero pronto vendrá el sol y cesará

Yo vivo en Granada, una ciudad pequeña que tiene monumentos muy importantes como la Alhambra. Aquí la comida es deliciosa y son famosos el gazpacho, el rebujito y el salmorejo. Mi nueva casa está en una calle ancha que tiene muchos árboles. El piso de arriba de mi casa tiene tres dormitorios y un despacho para trabajar. El piso de abajo tiene una cocina muy grande, un comedor con una mesa y seis sillas, un salón con dos sofás verdes, una televisión y cortinas. Además, tiene una pequeña terraza con piscina donde puedo tomar el sol en verano. Me gusta mucho mi casa porque puedo invitar a mis amigos a cenar o a ver el fútbol en mi televisión. Además, cerca de mi casa hay muchas tiendas para hacer la compra, como panadería, carnicería y pescadería. El parque

Campos do Jordão é um município que recebe bastante turistas ao longo do ano. A maior parte das pessoas costuma ir até lá nos meses em que faz frio, pois há mais atrações nessas épocas. A cidade também é conhecida pela grande quantidade de comidas típicas de inverno, como chocolate quente, por exemplo. No lugar há diversões para gostos variados. Pessoas de várias regiões do país costumam frequentar Campos do Jordão. Há turistas que também vem de países estrangeiros vizinhos ou mais afastados para aproveitarem tudo o que a cidade oferece na alta temporada. Há um festival de música clássica que ocorre no município nos meses de inverno. Lá muitos músicos têm a oportunidade de tocar para um grande público. Alguns deles conseguem bolsas para estudar em instituições renomadas. O turismo é bastante positivo para os habitantes dessa cidade, pois costuma gerar trabalho para quem vive lá. O comércio é a principal atividade praticada no local. As festas de carnaval

A feijoada é um prato típico brasileiro. Ela é feita com vários tipos de carnes que são cozidas juntamente com feijão preto. Essa comida é uma das preferidas de Maria. Ela prefere preparar esse prato aos domingos. Quando tem feijoada na casa de Maria, ela convida alguns amigos para almoçar junto com ela. Os nomes dos amigos dela são: Roberto, Ângela, Luciano e Ana. Ângela é casada com Roberto e Ana é prima de Luciano. Juntos eles gostam muito de comer a feijoada preparada por Maria, principalmente quando o dia está frio, pois este prato combina com esse tipo de clima. Após comerem a feijoada, Maria e seus amigos gostam de comer uma sobremesa chamada pavê, que é feita pela tia de Ana. O sabor preferido deles é chocolate, mas eles também gostam bastante do pavê de coco. Assim que terminam de almoçar, Maria lava as louças enquanto seus amigos organizam o restante da casa. Depois de tudo estar arrumado eles vão assistir algum jogo de futebol que esteja passando na televisão. A praia de Cop

Há uma pessoa que eu prefiro neste mundo a todas as outras: o meu amigo Bernardo. O Bernardo é um rapaz de vinte e cinco anos, mede um metro e oitenta, e tanto a pele escura como o cabelo preto lhe dão um ar mesmo português. Os olhos castanhos, no entanto, escondem um tom verde-azeitona, que sobressai quando ele está ao sol. Conhecemo-nos num ginásio de escalada, onde agora vamos juntos três ou quatro dias por semana. Quando ele começou, tinha uns quilos a mais. Entretanto, o exercício físico fez com que ganhasse muito músculo nos braços. Hoje em dia, parece outro! Aquilo que mais aprecio nele é a profunda honestidade de caráter e a simpatia que tem com toda a gente. É também generoso, inteligente e corajoso quando é preciso. Se tivesse de lhe apontar um defeito, seria o otimismo desmedido dele, que por vezes o torna insuportável. A cidade de Campos do Jordão

O Artur comprou recentemente uma vivenda no campo. Está muito feliz, porque estava farto da cidade e de viver num apartamento. Não conseguia tocar guitarra quando queria e agora pode, pois não tem vizinhos à sua volta. A sua nova casa é bastante espaçosa e com muitas divisões: tem três quartos, uma sala de jantar, uma sala de estar, duas casas de banho, uma garagem e um estúdio. Para além disso, tem um terreno bastante grande que rodeia a casa, e tem muitas ideias do que fazer nele. Uma dessas ideias é plantar muitas árvores e vegetais, que lhe permitam comer sempre comida saudável e orgânica. Para isso, necessita de ter ferramentas para trabalhar a terra e, por isso, quer construir um pequeno anexo para guardá-las. No estúdio pode gravar as suas músicas e, com os quartos extra, pode convidar os membros da sua banda para dormir em sua casa. O meu quarto

Paloma é uma menina de seis anos. Ela está no primeiro ano da escola e gosta bastante de desenhar. A principal atividade da garota durante as aulas é justamente desenhar objetos para aprender a ler. Uma das professoras de Paloma se chama Beatriz. Ela pediu para os alunos desenharem algo que eles gostassem muito. Algumas crianças desenharam brinquedos. Paloma decidiu desenhar a imagem de seus pais. Ela desenhou sua mãe vestida com uma roupa vermelha e seu pai com uma camisa amarela. A menina também desenhou seu cachorro, que se chama Bombom. Quando ela chega em casa, o seu cachorro começa a correr de um lado para outro e ela sempre dá biscoitos a ele. O desenho de Paloma foi bastante elogiado durante a aula. Ela tirou a nota máxima por ter caprichado bastante na hora de desenhar e pintar as imagens. A família de Luciano

A minha família é constituída por mim, pelo meu pai, a minha mãe, a minha irmã, os meus avós maternos e o meu avô paterno. O meu pai chama-se Miguel. Tem 58 anos, é alto e moreno, com olhos castanhos. Conheceu a minha mãe, Maria, na faculdade, quando estavam a estudar psicologia. A minha mãe tem 55 anos e é ruiva, com olhos azuis. A minha irmã chama-se Joana e tem 25 anos. Tem o cabelo ruivo, como a minha mãe, e os olhos castanhos como o meu pai. Estudou jornalismo, mas agora trabalha numa empresa de publicidade. Os meus avós maternos, Manuel e Irene, têm ambos 80 anos. Conheceram-se numa festa na sua aldeia há 60 anos e estão juntos desde então. O meu avô paterno, Francisco, é agricultor. Apesar dos seus 85 anos, é muito alto e continua a ter muita força. “Trabalhar no campo mantém-me forte”, diz ele. O desenho de Paloma

Familie Huber wohnt in der Nähe von Wien. Frank und Monika haben den Kindern einen Tag in Wien versprochen. Am Samstag fahren sie gemeinsam nach Wien, in die Hauptstadt von Österreich. Das Auto stellen sie in einem Parkhaus ab und fahren mit der U-Bahn weiter in die Innenstadt. Als Erstes besichtigen sie den Stephansdom. Das Wahrzeichen von Wien. Diese alte gotische Kirche wollen alle Besucher sehen. Wer Zeit hat, kann den Turm besteigen oder die Katakomben unter der Kirche besichtigen. Die "Pummerin" ist die größte Glocke Österreichs. Sie hängt im Nordturm und kann mit einem Aufzug erreicht werden. Familie Huber ist beeindruckt. Sie zünden in der Kirche eine Kerze an und gehen weiter. Inzwischen haben alle Hunger und essen bei einem Würstelstand eine Burenwurst. Das ist eine Wiener Spezialität. Es schmeckt ihnen und sie spazieren quer durch die Altstadt. Als Nächstes machen sie eine Besichtigungsfahrt mit der Straßenbahn. Die Ringstraße führt rund um das Zentrum der Stadt. S

Berlin ist nicht nur Weltmetropole und die Hauptstadt Deutschlands, sondern auch meine Heimatstadt. Jeden Morgen auf dem Weg zur Arbeit komme ich an vielen berühmten Sehenswürdigkeiten vorbei. Da ist zunächst der Große Tiergarten, welcher schon über 500 Jahre alt ist. Von hier ist es nicht weit bis zum Brandenburger Tor und der Siegessäule. Hier steige ich in die U-Bahn und fahre einige Stationen bis zum Alexanderplatz, wo sich die Weltzeituhr und das Wahrzeichen der Stadt, der Fernsehturm befinden. Von dort sind es nur wenige Minuten Fußweg bis zum Kurfürstendamm, der riesigen Einkaufsstraße mit zahlreichen Restaurants, Geschäften und Hotels. Hier arbeite ich als Hotelfachfrau und betreue die zahlreichen Gäste des Hotels, welche als Touristen Berlin besichtigen. Als echte Berlinerin kann ich ihnen dabei gute Tipps geben, welche Sehenswürdigkeiten sich wirklich lohnen und wie sie auf dem besten Wege dorthin gelangen. Sehr oft kommt man so mit den Gästen unserer Stadt ins Gespräch und e

Familie Müller plant ihren Urlaub. Sie geht in ein Reisebüro und lässt sich von einem Angestellten beraten. Als Reiseziel wählt sie Mallorca aus. Familie Müller bucht einen Flug auf die Mittelmeerinsel. Sie bucht außerdem zwei Zimmer in einem großen Hotel direkt am Strand. Familie Müller badet gerne im Meer. Am Abflugtag fahren Herr und Frau Müller mit ihren beiden Kindern im Taxi zum Flughafen. Dort warten schon viele Urlauber. Alle wollen nach Mallorca fliegen. Familie Müller hat viel Gepäck dabei: drei große Koffer und zwei Taschen. Die Taschen sind Handgepäck. Familie Müller nimmt sie mit in das Flugzeug. Am Flugschalter checkt die Familie ein und erhält ihre Bordkarten. Die Angestellte am Flugschalter erklärt Herrn Müller den Weg zum Flugsteig. Es ist nicht mehr viel Zeit bis zum Abflug. Familie Müller geht durch die Sicherheitskontrolle. Als alle das richtige Gate erreichen, setzen sie sich in den Wartebereich. Kurz darauf wird ihre Flugnummer aufgerufen und Familie Müller steigt

Mein Name ist Anna. Ich komme aus Österreich und lebe seit drei Jahren in Deutschland. Ich bin 15 Jahre alt und habe zwei Geschwister: Meine Schwester heißt Klara und ist 13 Jahre alt, mein Bruder Michael ist 18 Jahre alt. Wir wohnen mit unseren Eltern in einem Haus in der Nähe von München. Meine Mutter ist Köchin, mein Vater arbeitet in einer Bank. Ich lese gerne und mag Tiere: Wir haben einen Hund, zwei Katzen und im Garten einen Teich mit Goldfischen. Ich gehe auch gerne in die Schule, mein Lieblingsfach ist Mathematik. Physik und Chemie mag ich nicht so gerne. Nach der Schule gehe ich oft mit meinen Freundinnen im Park spazieren, manchmal essen wir ein Eis. Am Samstag gehen wir oft ins Kino. Am Sonntag schlafe ich lange, dann koche ich mit meiner Mutter das Mittagessen. Nach dem Essen gehen wir mit dem Hund am See spazieren. Sonntag ist mein Lieblingstag! Juliana in Deutschland 

C’era una volta un ragazzo molto malizioso. Era molto cattivo. Era solito arrampicarsi sugli alberi. Era solito correre su per la collina. Era solito inseguire le pecore. Ogni giorno portava le sue pecore nella foresta a pascolare. Il ragazzo era molto annoiato e voleva divertirsi. Pensò tra sé e sé: “Sono annoiato. Vorrei divertirmi un po'”. Ha preso un bel respiro “WOOOOOOOOOOOO………” Gridò: “Lupo! Lupo! Lupo!” Gli abitanti del villaggio udirono le sue urla e Gli abitanti del villaggio arrivarono di corsa su per la collina per aiutare il ragazzo a scacciare il lupo. Ma quando arrivarono in cima alla collina, non trovarono alcun lupo. Il ragazzo rise alla vista delle loro facce arrabbiate “Non gridare ‘lupo’, pastorello”, dissero gli abitanti del villaggio, “quando non c’è lupo!” Scesero brontolando giù per la collina. Più tardi, il ragazzo cantò di nuovo: “Lupo! Lupo! Il lupo insegue le pecore!” Con sua grande gioia, guardò gli abitanti del villaggio correre su per la collina per a

Una volta, il re Krishnadevaraya voleva mettere alla prova i suoi cortigiani. Diede a ogni cortigiano un cavallo di cui prendersi cura. Disse loro che il vincitore sarebbe stato colui che avrebbe avuto il cavallo più forte alla fine di un mese. Diede a tutti una buona quantità di paglia per nutrire i cavalli. Tenali Raman non era contento di questo piano poiché non sapeva molto sull’allevamento dei cavalli. Chiuse il suo cavallo in una stalla. Ogni giorno alle nove in punto dava al cavallo un po’ di paglia attraverso la finestra. Alla fine di un mese, il re volle vedere tutti i cavalli. Tutti i cortigiani davano molta paglia ai cavalli per diventare più forti. Portarono i loro cavalli e il re era molto felice. Tenali Rama non portò il suo cavallo. Il re chiese: “Dov’è il tuo cavallo, Tenali Raman?” Rispose: “Mio re, il mio cavallo era diventato così forte che non potevo portarlo a corte. Può chiedere all’ispettore di venire domani mattina alle nove a vedere il cavallo?” Il re fu sorpre

C’era una volta, Akbar perse un anello che era molto prezioso. L’anello era un regalo di suo padre e Akbar divenne molto triste. Akbar chiese a Birbal di venire a trovarlo. Re Akbar disse: “Caro Birbal, per favore trovami questo anello. È stato un regalo di mio padre ed è di grande valore per me”. Birbal disse: “Sì, mio ​​signore. Ti troverò il ladro entro domani.” Il giorno dopo, Birbal chiese a tutti i cortigiani di avvicinarsi al trono. Birbal si è assicurato che potesse vedere tutti nella folla. Birbal disse: “Manca l’anello del re. Tra di voi c’è un ladro. E so chi è il ladro. È un tale sciocco”. Akbar fu molto sorpreso e chiese: “Chi è il ladro Birbal?” Birbal disse: “Il ladro è colui che ha una pagliuzza attaccata alla barba. Tutti gli altri hanno la barba pulita». Immediatamente, ogni cortigiano iniziò a guardarsi intorno per vedere quale avesse una cannuccia conficcata sulla barba. Solo un cortigiano non si guardava intorno e si accarezzava la barba cercando di trovare la pagl

Il signore lupo era molto affamato e cercava cibo. Vide un pastore che portava un gran numero di pecore. Pensò: “Oh, fortunato me. Prenderò una di quelle pecore per pranzo”. Quando fu vicino alle pecore, iniziarono a gridare ad alta voce. “BAAAAAAAH!! BAAAAAAAAAAH!!” Il contadino arrivò con il bastone e cacciò via il lupo. Il lupo stava pensando a un piano per catturare le pecore quando vide della pelle di pecora vicino agli alberi. “Ho un piano astuto”, si disse. Si mise la pelle di pecora tutt’intorno e sembrava esattamente una pecora. Entrò e tutte le pecore pensarono che il lupo fosse solo un’altra pecora. Condusse rapidamente una pecora nella foresta e la uccise per pranzo. Il giorno dopo, venne allo stesso gregge vestito come una pecora. Il pastore andava in giro accarezzando le pecore. Ogni volta che accarezzava una pecora, la pecora diceva “BAAAAAAAAAAH” Ben presto arrivò e accarezzò il lupo, che cercò di gridare “BAAAAAAAAAAH”. Ma può un lupo dire “BAAAAAAAAAAH”? No. Il lupo d

Il signore lupo era molto affamato e cercava cibo. Stava camminando vicino a una capanna nel villaggio. Il lupo sentì un bambino piangere forte. “WAAAAAAH! WAAAAAAH! WAAAAAAH!” La Madre disse al bambino: “Silenzio piccolo, zitta piccolo. Smettila di piangere altrimenti ti darò al lupo”. Il lupo era molto felice. Stava per prendere un bambino per pranzo e anche gratis. Si avvicinò alla finestra e si sedette felice. Il bambino non smetteva di piangere. Il bambino piangeva e piangeva, ma la madre non diede il bambino al lupo. Il lupo aspettò tutto il giorno. Alla fine della giornata, la madre stava mettendo a dormire il bambino. “Vai a dormire, piccola, vai a dormire. Non preoccuparti per il lupo. Papà ti sta guardando. I nostri cani ti stanno guardando. Papà ucciderà il lupo se è vicino a te.” Il papà e i cani hanno visto il lupo proprio in quel momento. Il lupo dovette correre per salvare la propria vita dall’uomo e dai cani. Morale: “Non credere a tutto ciò che senti”. Il Leone e il to

C’era una volta un cane che viveva nei boschi. Un giorno trovò un grosso osso sulla strada. Era così felice. Il cane disse: “Guarda. Un osso così adorabile! È così grande e succoso. Oggi ne banchetterò». Il cane raccolse l’osso e iniziò a camminare verso la foresta. Stava attraversando un ponte sotto il quale c’era acqua molto ferma. L’acqua si rifletteva come uno specchio e cosa vedeva? Vide se stesso, un cane che reggeva un osso. Ma il cane era molto avido. Sembrava che il cane sotto portasse un osso molto più grande. Pensò: “Come può un altro cane avere un osso più grande di me”. Ringhiò. Nel riflesso, vide un cane ringhiare in risposta. Alzò le zampe con rabbia. Nel riflesso, vide un cane alzare le zampe con rabbia. Pensò: “Come può un altro cane ringhiare contro di me. Come può un altro cane alzare le zampe contro di me” Pensando con rabbia, saltò in acqua e non trovò alcun cane. Ha dovuto nuotare per la sua cara vita. È uscito di corsa ma ha perso l’osso. Alla fine si rese conto

C’era una volta un asino che viveva nella foresta. L’asino stava camminando nella foresta e vide un cappotto giallo. Era tutta la pelle di un leone. L’Asino disse: “Ah. Cos’è questo? Questa è la pelle di un leone. Un cacciatore deve essersi dimenticato della pelle.» L’Asino pensò: “Posso usare questa pelle e fingere di essere il leone”. L’asino indossò la pelle. Ora sembrava un grande leone. L’asino pensò: “Wow. Sembro così spaventoso. Spaventerò tutti gli animali. Sarà così divertente”. L’asino si nascose in un grande cespuglio e aspettò. Il signor coniglio arrivò saltellando. Portava tre carote. Quando il coniglio attraversò il cespuglio, l’asino saltò fuori. Il Coniglio scappò lasciando le sue tre carote. L’asino rise e mangiò le tre carote. “Ah ah! Sono un animale intelligente”. L’asino si nascose in un grande cespuglio e aspettò. Il signor cervo arrivò saltellando. Portava un sacchetto di cavolo e un sacchetto di patate. Quando il cervo attraversò il cespuglio, l’asino saltò fuori

Palikuwa na tembo mkubwa aliyeitwa Simba. Simba alikuwa na moyo wa kirafiki na alijulikana kwa urafiki wake na wanyama wengine wa porini. Siku moja, aliamua kuanza safari ndefu ili kutembelea pori jingine na kutafuta urafiki mpya. Safari yake ilianza mapema asubuhi, alitembea kwa upole kupitia misitu na kuvuka mito. Alikutana na chui mdogo ambaye alimwuliza, "Simba, unakwenda wapi?" Simba akajibu, "Ninafanya safari ya kutafuta urafiki mpya na wanyama wengine katika pori jingine. Je, ungependa kuungana nami?" Chui alifurahi sana na kukubali kufuatana na Simba. Pamoja, waliendelea na safari yao, wakifurahia mazungumzo na kucheka kila mara. Walipokuwa wakitembea, walipata ndovu mchanga akiwa anacheza karibu na mti. Tembo huyo mdogo, aitwaye Tembo, aliwaona na kuanza kuhisi aibu kwa sababu ya pembe zake ndogo. Simba alimwambia Tembo, "Usiwe na wasiwasi kuhusu pembe zako. Uko salama na sisi ni marafiki. Tutakuwa pamoja katika safari yetu." Tembo alifurahi kusik

C’erano una volta un re e una regina. Il re era bellissimo e gentile, ma la vera sovrana del regno era sua moglie – la regina Prima di diventare regina, la moglie del re lavorava nelle cucine del castello. Era molto povera, ma era anche bellissima, e divertente, e bravissima a giocare a Scarabeo. E così il re si innamorò di lei e la sposò. Il re amava tantissimo sua moglie. Eppure, la regina aveva sempre paura che il re potesse incontrare una donna più bella di lei. Per fortuna, la regina aveva uno specchio magico. Lo specchio vedeva tutto e sapeva tutto. Ogni giorno la regina si guardava allo specchio e domandava: “Specchio, specchio delle mie brame, chi è la più bella del reame?” E lo specchio rispondeva: “Sei tu, mia regina! Tu sei la donna più bella del reame.” E la regina era felice. Ma un giorno tutto cambiò. La regina era in piedi di fronte allo specchio e faceva la solita domanda:   “Specchio, specchio delle mie brame, chi è la più bella del reame?” E lo specchio rispose:   “Tu

Lasciate che vi racconti la storia di un pollo. I suoi amici lo chiamano il Polletto Carletto. Il Polletto Carletto vive in una casa piccola e normale, in un paese piccolo e normale. Non è né alto né basso. Non è né magro né grasso. Non è né intelligente né stupido. Il Polletto Carletto è un pollo del tutto normale. Una mattina del tutto normale il Polletto Carletto sta facendo colazione in cucina. Mangia toast con il burro e beve il caffè con la panna. Legge le notizie su internet. A un certo punto, vede una storia spaventosa con un titolo spaventoso: “IL CIELO STA CADENDO!” Si spaventa così tanto che fa cadere il toast dentro il caffè. Plop! “Il cielo sta cadendo! Il cielo sta cadendo!” grida il Polletto Carletto. “Devo dirlo a tutti!” Subito manda un’email con la storia a mille dei suoi amici più cari. Poi corre in strada per dirlo a tutti gli altri. La prima persona che incontra per strada è la Gallina Pina che sta tornando dal supermercato. “Buongiorno, Polletto Carletto!” dice la

Cristoforo Colombo nasce vicino a Genova nel 1451 e già da giovane comincia ad appassionarsi al mare e alla navigazione. All'età di 14 anni diventa marinaio e inizia a viaggiare in numerosi Paesi europei. Cristoforo Colombo, appassionato di geografia ed astronomia, sostiene fermamente che la Terra è rotonda. Per dimostrarlo a tutti, alla fine del XV secolo decide di viaggiare verso l'India navigando in direzione ovest. La spedizione è molto costosa e Cristoforo Colombo decide di chiedere un aiuto economico ai sovrani del Portogallo. Il re del Portogallo gli nega l'appoggio economico, quindi si rivolge alla regina Isabella di Castiglia. Ottenuti soldi e navi, salpa da Palos de la Frontera il 3 agosto del 1492 e, dopo mesi di navigazione, tocca terra il 12 ottobre. Tuttavia, non si tratta dell'India ma di un nuovo continente: l'America, che viene denominata Nuovo Mondo. Da quel momento prende inizio la grande colonizzazione spagnola del continente americano. Lo stesso

Leggi le informazioni dell'Osteria La Collina di Roma e rispondi alle domande. Il menù dell'Osteria La Collina di Roma offre molti primi piatti a base di pasta, come penne al ragù, pasta e fagioli, tortiglioni ai funghi porcini con panna e pasta al forno ripiena di uova, carote, carne macinata di maiale. Per quanto riguarda i secondi piatti ci sono molte prelibatezze e il cibo è sempre fresco e di qualità. Sono presenti nel menu piatti quali merluzzo e salmone. I piatti speciali sono serviti il mercoledì e il venerdì. Il mercoledì si servono gamberoni arrostiti con pancetta arrotolata, e il venerdì serviamo in tavola la grande grigliata di pesce misto. Per quanto riguarda la carne disponiamo solo della salsiccia di maiale e del cotechino. Non è presente nel nostro menù cucina vegetariana e senza glutine. La nostra Osteria si trova a Roma, in via Alessandro Pertini numero 13, alle spalle del Supermercato Conan. Arrivati all'incrocio con la statua di Galileo Galilei, basta gi

Buongiorno! Oggi vi presento la mia famiglia. Io sono il padre, mi chiamo Gennaro Pirlo, ho trentasette anni, e lavoro come scrittore e giornalista da quando ne avevo venti. Mia moglie si chiama Antonella Totti, ha trentacinque anni ed è una splendida attrice di teatro. La nostra famiglia è composta anche da altre due persone, i nostri figli, Manuela che ha diciassette anni, e Marco che ha quindici anni, e poi c'è anche Tremendo, il cane che vive con noi da nove anni, ed è parte della famiglia. Viviamo tutti nella nostra splendida casa con un grande giardino. Mio figlio fa il DJ e suona la batteria, mia figlia invece adora dipingere ed è una pittrice. Frequentano entrambi il liceo Scientifico e hanno ottimi voti a scuola. La mia casa II

Ciao, mi chiamo Carlo e ho 18 anni. Oggi vorrei parlarvi della mia tipica giornata. Mi alzo sempre alle 7:00 e faccio una buona colazione con tè e biscotti. Dopo aver incontrato il mio amico Marco prendo alle 7:40 l'autobus che mi porta a scuola. Mi piace molto la mia scuola perché ho molte materie che riguardano il mondo dell'informatica! Ogni giorno ho 6 ore di lezione, tranne il sabato in cui ne ho 5. Quando torno a casa studio e faccio i compiti, ma mi diverto anche giocando al computer e suonando la mia chitarra. Ceno alle 19:00 con la mia famiglia, composta da mia mamma, mio papà e i miei tre fratelli. Alle 22:30 circa vado a letto a leggere alcuni libri prima di dormire. Mi chiamo Sofia

C'era una volta una bambina di nome Sofia, che viveva ai margini di una fitta foresta. Sofia era curiosa e coraggiosa, e adorava giocare immersa nella natura. Un giorno, Sofia sentì parlare da vecchie storie di un segreto tesoro magico nascosto nel cuore della foresta, che era scomparso da secoli. Sofia decise di intraprendere un'avventura e cercare il tesoro perduto. Si vestì con abiti caldi, prese un po' di cibo e portò con sé una mappa che aveva trovato tra le vecchie cose di sua nonna. La mappa mostrava un sentiero che si snodava tra alberi secolari e bellissimi fiori verso il cuore della foresta. Dopo alcune ore di cammino, Sofia raggiunse la profondità della foresta. Sentì il canto degli uccelli e il sussurro degli alberi, e l'aria era pervasa dall'odore della natura. Il sentiero era stretto e tortuoso, ma Sofia non si arrese. Sentiva che il tesoro poteva essere vicino. All'improvviso, Sofia vide davanti a sé un bagliore luminoso. Seguì la luce e arrivò in

Ove er en meget mild og glad mand. Han er ikke den sprudlende glade mand; men han er en tilfreds og gavmild mand. Han har ikke mange penge, men han deler gerne det han har. Mest af alt hans viden, tid og kræfter. Han er en stille, eftertænksom mand. Selvom han har meget erfaring, er han ikke stolt. Han tager ikke sig selv alt for højtideligt. Derfor elsker Maria sin morfar. Han er tilgængelig og bliver aldrig sur; tværtimod spreder han ro og god stemning. Maria syntes det er sjovt at kilde ham. Han griner så meget, at han er ved at falde ned af stolen. Det er så hyggeligt! Han er så sød! Han er et meget nostalgisk menneske. Han elsker at kigge på billeder fra gamle dage og lukke sig inde på sit kontor for at fordybe sig i Bibelen og andre lærerige bøger.

Maria bor på en blind vej, der hedder Randersvej. Når Maria cykler ud af Randersvej, kommer hun til en rundkørsel, hvor hun tager tredje afkørsel til venstre. Efter at hun kører ud af rundkørslen, cykler hun op ad bakke 500 meter. Hun kan mærke det i benene, men Maria elsker udfordringer. For enden af bakken, ligger der et lyskryds, det er hovedvejen. Her drejer hun til højre, og fortsætter lige ud 6 kilometer. Cykelstien er lige og der er træer på hver side af den. Det er dejligt! Men der er mange cyklister, derfor skal Maria passe på. Efter at have cyklet i 6 kilometer, når hun til bageren. Den ligger på et hjørne. Maria tager en 10 minutters pause, mens hun spiser sin kanelsnegl i solen. Derefter, tager hun vejen til højre og fortsætter lige ud i 5 minutter. Endelig når hun til universitetet! Maria på skiferie

Så kom dagen endelig! Maria har nu haft 3 års lektier, bøger og undervisning. Hendes universitet har forberedt en flot ceremoni med rød løber, blomster og musik. Fra scenen, holder både skoleinspektøren, lærerne og rådgiverne taler. Det er et følelsesladet øjeblik. På den ene side, er Maria spændt på at starte et nyt kapitel i hendes liv, men også ked af at sige farvel til de her år. Hun har trives godt på universitetet, og nydt hendes studierutine. Hver dag, glædet hun sig til at bestille sin mad i kantinen, sætte sig det samme sted og cykle forbi bageren. Den samme vej, hver gang. Hun har også nydt sine studiestunder med klassekammeraterne. Men nu er det slut. “Hvad skal jeg nu?” - tænker Maria. Det er spændende men også lidt skræmmende. Hun kan ikke lade vær med at fælde en tåre, når hendes kemilærer siger de sidste ord, hvorefter eleverne bliver bedt om at komme op på scenen. Marias forældres hus

Maria og hendes venner tager nogle gange ud i weekenden for at få en øl. De kan godt lide steder hvor der er god musik, men helst ikke så højt at man ikke kan snakke sammen. Der skal være god stemning, og ikke en masse fulde mennesker. Maria kan personligt bedst lide når der er live musik. En guitar og en sanger, og måske nogle trommer. Hendes venner tager altid terninger med, og så spiller de “Tænkeboks” eller “Majer”. Er det også noget man spiller uden for Danmark? Det véd Maria ikke, men når hun en dag får mulighed for at rejse, vil hun lære hendes nye udenlandske venner at spille det. Det er så sjovt! Specielt mens man hører musik og får en fadøl. Marias skoleår

Maria er 20 år og bor i København. Maria har en hund. Hunden hedder Siko. Maria går tur med Siko, hver morgen. De går en halv time i en park, og et kvarter ved en havn. Efter deres tur, køber Maria en kop kaffe og nyder solen på hendes altan. Siko sover efter turen, fordi han er gammel. Når Siko sover, cykler Maria hen til hendes veninder. De studerer sammen på universitetet. Maria studerer medicin og hendes veninder studerer matematik. De mødes hver dag for at studere sammen. Maria er meget flittig og arbejdsom. Klokken 12 cykler Maria hjem. Siko er meget sulten og savner Maria. Siko bliver meget glad når Maria kommer hjem. De er bedste venner. En samtale på sommerferien

Engang for længe siden boede der en lille pige ved navn Emma ved skovens kant. Emma var nysgerrig og modig, og hun elskede at lege i naturen. En solskinsdag hørte Emma om en gammel fortælling, der sagde, at dybt inde i skoven gemte sig en hemmelig, magisk skat, som havde været forsvundet i århundreder. Emma besluttede sig for at begive sig ud på et eventyr og finde den tabte skat. Hun klædte sig varmt på, pakkede lidt mad og tog en skattekort frem, som hun havde fundet blandt sin bedstemors ejendele. Skattekortet viste en sti, der førte gennem de gamle træstammer og smukke blomster i den dybe skov. Efter nogle timers vandring nåede Emma skovens hjerte. Hun hørte fuglene synge og træerne hviske, og luften var fyldt med skovens dufte. Stien var smal og snoet, men Emma gav ikke op. Hun vidste, at skatten var tæt på. Pludselig så Emma en skinnende lysglimt foran sig. Hun fulgte lyset og kom til en lille lysning, hvor en smuk, krystalklar kilde brusede. Ved siden af kilden stod en gammel og

  A NYELVISKOLÁBAN

Egyszer régen egy kisfiú, János, élt a mély erdő szélén. János kíváncsi és bátor volt, és imádott a természetben játszani. Egy napsütéses napon János hallott egy régi meséből, hogy az erdő mélyén egy titkos varázslatos kincs rejtőzik, ami évszázadok óta eltűnt. János úgy döntött, hogy elindul a kalandra, és megkeresi ezt az elveszett kincset. Felvette a meleg ruháját, csomagolt magával néhány elemet, és egy térképet vett elő, amit nagyanyjától talált. A térképen egy ösvény volt jelölve, amely az óriási fák és gyönyörű virágok között vezetett a mély erdőbe. Miután néhány órát vándorolt, János elérte az erdő sűrűjét. Hallotta a madarak énekét és a fák susogását, és az illatokkal telített levegőt. Az ösvény keskeny és kanyargós volt, de János nem adta fel. Érezte, hogy a kincs közel lehet. Hirtelen János egy fényes fénylőt látott maga előtt. Követte a fényt, és egy kis tisztásra ért, ahol középen egy gyönyörű kristálytiszta forrás csobogott. A forrás mellett állt egy öreg, bölcselettel te

  Katrin Berndt Coaching

Hela familjen Jansson älskar djur och de besöker djurparken så ofta de kan. Josefin tycker att aporna är bäst. De sitter högt uppe i träden ovanför alla nyfikna besökare. En gång kom en apa närmare och ställde sig rakt framför Josefin. De stod länge och tittade på varandra, men sedan sprang apan i väg och gömde sig bakom en buske. Christoffer tycker mest om sälarna. De kan sitta och vila på en sten i solen och i nästa ögonblick dyka och försvinna under vattenytan. Mamma Lenas favoritdjur är lejonen. Speciellt lejonungarna är så söta! De brukar leka med varandra tills de blir så trötta att de bara ligger i en hög på varandra. Om de plötsligt blir rädda sätter de sig bredvid sin mamma. För pappa Tom är fiskarna mest fascinerande. Han står länge vid de vackra och rogivande akvarierna för att se på de färggranna fiskarna. Kladdkakans dag i Sverige

Hej! Jag heter Alma och jag är 30 år. Jag bor i Malmö med min man och mina tre barn. På fritiden tycker jag om att baka och cykla. Jag söker jobbet som receptionist hos er. Jag tycker om att träffa nya människor och att ge service. Dessutom är jag bra på många datorprogram. Mina personliga egenskaper är: trevlig, lugn, glad och noggrann. Jag är dessutom duktig på att skriva och jag kommer alltid i tid. Jag har tidigare jobbat som kassörska i en ICA-butik. Detta lärde mig att hantera stressiga situationer. Jag tror att mina tidigare erfarenheter passar bra för jobbet som receptionist. Jag hoppas att ni vill träffa mig för en intervju. Tack på förhand! Med vänlig hälsning, Alma Amirs klass planerar en klassresa

Anna har blivit bjuden till sin kompis födelsedagskalas. Kalaset börjar om ett par timmar, så Anna tar bilen till stan för att köpa en present. Annas kompis älskar att laga mat, så Anna går in i en bokaffär för att se om de har någon bok som handlar om matlagning. Butiken är stor, och det finns en hel hylla med matlagningsböcker. Anna hittar tre böcker som verkar bra. Den ena kostar 299 kronor, den andra 199 kronor och den tredje 249 kronor. Anna tycker att 299 kronor är lite dyrt, så hon väljer boken som kostar minst. Då har hon dessutom råd att köpa en blomma och ett födelsedagskort till sin kompis. Hon går till kassan och betalar för boken. Kassörskan slår in paketet i blått papper och vita snören. Nu är Anna redo att gå till kalaset. Charlottas vanliga måndag

Jag heter Simon och jag är fjorton år. Jag bor tillsammans med min mamma, min pappa och mina två systrar. Min mamma heter Annika. Hon arbetar som läkare på ett sjukhus. Min pappa heter Josef. Han arbetar inte längre eftersom han är pensionär. Förut arbetade han som målare. Mina systrar heter Josefin och Sofia. De är tvillingar, men de liknar inte varandra. Josefin har brunt hår och Sofia har blont hår. De är två år yngre än mig. Jag har även en storebror, men han bor inte hemma. Han heter Niklas och är 23 år. Han bor i en lägenhet nära vårt hus med sin flickvän. Jag har även två kusiner, men vi träffas inte så ofta. De bor i Danmark och kommer bara till Sverige några gånger per år. Emma berättar om sitt rum

Det var en gång en liten pojke vid namn Erik som bodde på en gård på landet. Erik älskade att spendera sin tid i naturen och utforska skogarna runt sin gård. En dag hittade han en mystisk karta som ledde till en gömd skatt. Med kartan i handen började Erik sin äventyrliga resa genom skogen. Han vandrade längs slingrande stigar, klättrade över stenar och korsade forsar. Under resans gång mötte han olika djur som hjälpte honom på vägen. En natt när Erik vilade vid en glittrande bäck, hörde han ett sorgset skrik. Han följde ljudet och fann en skadad fågelunge. Erik tog hand om den lilla fågeln och byggde ett litet bo åt den i en trädgren. Fågeln blev snabbt starkare och när den tillfrisknade, visade den Erik en hemlig genväg på kartan. Erik och fågeln flög genom skogen och nådde till slut fram till en glänta där skatten skulle finnas. När de närmade sig gläntan såg de en gnistrande kista gömd bland blommorna. Erik öppnade kistan och där låg det en vacker amulett som glänste som stjärnor i

  Geitekillingen som kunne telle til ti

Endelig er dagen her! Klassen skal på tur til Norges høyeste fjell, Galdhøpiggen. Fjellet ligger i Jotunheimen og er 2469 meter over havet (moh.). I klassen har noen gledet seg veldig og noen har gruet seg. Det er mulig å velge flere ruter, men ruten klassen skal ta tar omtrent fire timer. Den går svakt oppover i ganske lang tid og den er ikke veldig bratt. Etter en stund har det blitt ganske bratt og de begynner å bli slitne. De kommer frem til en isbre og der må en guide hjelpe dem over. Alle må holde i et tau og være sikret slik at de er trygge. Etter isbreen må de gå i en ganske stor steinrøys og så er de endelig fremme. Da kan de kjøpe seg is og brus i kiosken som er på toppen. Den er bare åpen på sommeren. Så kan de nyte utsikten før de skal begynne å gå turen ned igjen! Planer for helgen

I Norge feires julaften den 24. desember. På julemorgenen får barna en julesokk med godteri og man spiser frokost sammen. Etter det er det forskjellig hva man gjør. Noen ser tegnefilmer på TV i pysjamas og andre går i den kristne kirken for å delta på julegudstjenesten. Etterpå er det mange som spiser risgrøt og man gjemmer en mandel i risgrøten. Den som får mandelen vinner en liten premie. Så skal man gjøre seg klar for julekvelden og den begynner når Sølvgutten synger inn julen klokka fem på TV. Det er ulike retter man spiser på julekvelden, ofte bestemt etter hvor man bor. På Vestlandet spises pinnekjøtt som er kjøtt fra lam eller sau. På Østlandet spiser man svineribbe, mens i Nord-Norge spiser man torsk eller lutefisk. Etter middagen, som de fleste barn syns tar altfor lang tid, er det klart for juletreet og julegaver. Mange går rundt juletreet og synger julesanger før de åpner gavene. På matbutikken

Det er mye vær i Norge og nordmenn er opptatt av været. De snakker ofte om hvordan været er og skal bli. Når det er vinter i Norge er det mye snø noen år og lite snø andre år. Noen steder er det ikke snø i det hele tatt. Nord i landet vil det ofte være flere meter med snø! Langs kysten er det som oftest regn på vinteren. Nordmenn blir glade når våren kommer. Gresset blir grønt, dagene lysere og temperaturen stiger. Sør i Norge er det finest på sommeren. Da kan det bli 25 grader og man kan bade og sole seg. I nord kan temperaturen også bli fin, men havet er alltid kaldt der. Om høsten kommer stormen og alle må feste trampoliner så de ikke blåser vekk. Mange i Norge tenker på høsten som koselig og med varm kakao. Uansett årstid går nordmenn på tur. En vanlig dag

Hei, jeg heter Kari og jeg er 17 år gammel. Min familie består av 6 personer. Foreldrene mine er skilt, så jeg bor sammen med min mor Eva og mine to søstre Sandra og Julie i et hus like utenfor Bergen. Min far Arve bor midt i sentrum av byen og broren min Ola bor i hovedstaden sammen med sin kjæreste Anette. Min søster Sandra er tre år yngre enn meg og går fremdeles på ungdomsskolen. Julie er fem år eldre enn meg og kom nettopp tilbake til Norge etter å ha studert ett år i Frankrike. Ola er den eldste av alle barna til mamma og pappa. Han fylte 24 år for kun et par uker siden. Anette er like gammel som Ola og hun har bursdag kun to dager etter min bror. Brev til en venn

Jeg er så glad! Det er fordi jeg har en bestevenn som heter Emma. Hun går i klassen min og det er fint å vite at jeg alltid har noen å leke med på skolen. Vi har kjent hverandre siden barnehagen. Vi var tre år når vi ble kjent og har vært bestevenner siden. Emma har lyst, langt hår og blå øyne. Hun er litt høyere enn meg. Hun er utrolig snill og vi krangler nesten aldri. Vi finner på mye rart sammen. Vi kan leke, bade eller bare prate sammen. Vi ler alltid mye og hun får meg alltid glad. Foreldrene våre er også venner og til sommeren skal vi reise på ferie sammen. Vi skal ta fly til Spania og der skal vi bade og leke hele dagen. Det kommer til å bli så utrolig gøy! Huset vårt

En gang i en liten fjellandsby bodde det en ung jente ved navn Ingrid. Ingrid var kjent for sin eventyrlyst og sin nysgjerrighet. Hun elsket å utforske skogene og fjellene som omga landsbyen. En dag, da Ingrid var ute på en av sine eventyr, oppdaget hun et mystisk kart som var gjemt under noen løvblader. Kartet var gammelt og nesten utydelig, men Ingrid kunne tydelig se en markering som pekte mot toppen av det høyeste fjellet i området. Ingrid kunne ikke motstå fristelsen og bestemte seg for å finne ut hva som var skjult på fjelltoppen. Hun samlet sammen sin ryggsekk, mat og en liten øks, og begynte den utfordrende klatreturen. Veien oppover fjellet var bratt og krevde all hennes styrke og utholdenhet. Men Ingrid ga ikke opp. Etter mange timers klatring nådde hun endelig toppen. Der, midt på fjellplatået, fant hun en gammel, rusten kiste. Med spenning åpnet Ingrid kisten og ble overrasket over å finne et brev inni. Brevet var fra en tidligere eventyrer som hadde etterlatt seg skatten f

  Hei Mikko! Kysyn sinulta apua, koska olet urheiluvalmentaja. Olen 17-vuotias poika. Haluan laihtua, mutta haluan myös kasvattaa lihaksia. Haluan löytää hauskan urheilulajin tai aktiviteetin. Minulla on koira, jonka kanssa käyn lenkeillä. Haluan aloittaa lihastreenin, mutta en ole uskaltanut polvivamman takia. Kiitos etukäteen neuvostasi! Timo Vastaus: Hei Timo! Hienoa, että haluat aloittaa liikunnan. Kuulostat motivoituneelta ja reippaalta. Koiran kanssa käveleminen on hyvää hyötyliikuntaa. Tärkeintä on, että löydät liikuntalajin, joka on sinulle mukavaa ja mielenkiintoista. Sinun täytyy ottaa huomioon kipeä polvesi. On myös tärkeää, että et rasita itseäsi liikaa heti alussa. Harjoitukset tulee tehdä säännöllisesti ja niiden pitää olla yksinkertaisia. Voit yrittää juoksemista tai tehostaa lenkkiä nostamalla kävelyvauhtia. Sauvakävely on hyvä vaihtoehto erityisesti ylävartalon harjoitteluun. Pyöräily on erinomainen liikuntamuoto, mutta se voi olla liian rasittavaa polvelle. Uiminen ja

Mary on pelannut tennistä jo usean vuoden ajan. Suomeen muutettuaan hän löysi tuttavien kautta pelikaverin, Lauran, jonka kanssa Mary käy sunnuntaisin pelaamassa tennistä. Heillä on vakiovuoro tennishallissa ja yhteisestä pelihetkestä on muodostunut mukava, viikoittainen tapa. Mary menee tennishallille aina bussilla. Bussissa istuessa hän kertaa usein suomen läksyjä tai lukee kirjaa. Tennisvuoro kestää tunnin. Vuoro aloitetaan aina pallottelemalla, sitten pelataan erä tai pari. Joskus taas pelistä ei meinaa tulla mitään, jolloin he pallottelevat suosiolla rennosti koko vuoron. Tennistä pelatessa tulee aina kova hiki ja se on erinomaista liikuntaa. Tenniksen jälkeen Laura ja Mary käyvät lähes aina saunassa. Tennishallilla on siisti ja vastaremontoitu sauna, jossa he usein käyvät. Joskus he menevät autolla Lauralle ja siellä saunaan. Lauralla saunoessa he saattavat nauttia saunaoluen terassilla viilentyen. Saunassa on mukava rupatella ja kerrata viikon tapahtumia. Joskus Lauran tytär Ell

Asun tyttöystäväni Maijan kanssa viisikerroksisessa kerrostalossa Helsingin Töölössä. Asumme ylimmässä kerroksessa - onneksi talossa on hissi! Asunto on kaksio: siinä on kaksi huonetta, keittiö ja kylpyhuone. Keittiö on aika pieni, eikä sinne mahdu ruokapöytää. Siksi ruokapöytä on olohuoneessa suuren ikkunan edessä. Olohuone on paljon isompi kuin keittiö. Siellä meillä on sohva ja sohvapöytä. Niiden alla on valkoinen matto. Sohvan yläpuolella on hieno taulu. Maija on itse maalannut taulun äitinsä kanssa. Sohvapöydän edessä on televisio. Television vieressä on kirjahylly. Hyllyssä on paljon kirjoja. Makuuhuoneessa on parisänky, yöpöydät ja nojatuoli. Yhdellä seinällä on suuri vaatekaappi. Kylpyhuone on sopivan kokoinen ja remontoitu. Sinne mahtuu myös pyykkikone. Asunnossa on myös lasitettu parveke. Sieltä on kaunis näköala puistoon. Parvekkeella meillä on pieni pöytä ja tuolit. Kesällä juomme usein aamukahvit parvekkeella. Meillä ei ole omaa saunaa asunnossa. Onneksi taloyhtiössä on sa

Herään arkisin aina kello 7. Pidän rauhallisista aamuista, joten herään yleensä ajoissa. Viikonloppuisin saatan nukkua hieman pidempään. Aamulla teen aamupalaa ja keitän kahvin. Aamupalaa syön lukiessa päivän lehteä. Yleensä syön kaurapuuroa lisukkeilla, mutta joskus saatan tehdä voileivän tai syödä jugurttia myslillä. Sitten vaihdan vaatteet ja valmistaudun työpäivään. Työpäivä alkaa kello 9, joten lähden kotoa aina kello 8:30. Menen töihin linja-autolla. Aamuisin on yleensä ruuhkaa ja bussi on melkein aina täynnä. Joskus olen töissä vasta kello 9:10. Päivällä käyn työkavereiden kanssa lounaalla ravintolassa. Olen töissä kello 17 asti. Onneksi en jää koskaan ylitöihin. Töiden jälkeen hoidan usein keskustassa asioita, käyn kaupassa tai tapaan ystäviä. Sitten menen kotiin. Joskus käyn illalla kuntosalilla, katson televisiota tai luen kirjaa. Joskus teen vähän töitä kotona illalla. Joko minä tai tyttöystäväni tekee illallisen - yleensä vuorottelemme. Illalla katsomme aina kymmenen uutise

Hei, minun nimeni on Laura ja asun vanhempieni ja isosiskoni kanssa. Minulla on oma huone. Se ei ole iso, mutta minä pidän siitä paljon. Minun huoneeni seinät ovat siniset, mutta huoneeni ovi on valkoinen. Huoneessani on ikkuna, josta näkee puiston, koska kotini on sen vieressä. Huoneessani on ruskea pöytä, joka on ikkunan edessä. Minulla on pehmeä sänky ja kissani tykkää nukkua sängyn alla. Sängyn päällä on punainen tyyny, jossa on keltaisia kukkia. Minulla on myös kirjahylly, joka on valkoisen oven vieressä. Minulla ei ole omaa kylpyhuonetta, vaan jaan sen isosiskoni kanssa. Minun siskoni huone on minun huonettani vastapäätä ja se on isompi, kuin minun huoneeni. Minun lempi asiani huoneessani on pieni taulu, jossa on aurinko ja pilviä. Minun huoneeni

  KatChats Finnish

  Episode 2

Olipa kerran pieni tyttö nimeltä Emilia, joka asui syvällä Suomen suurimman metsän sydämessä. Hän oli utelias ja rohkea, ja hänellä oli suuri rakkaus luontoa kohtaan. Eräänä kauniina kesäpäivänä Emilia heräsi aikaisin aamulla ja kuuli metsän kutsuvan häntä. Hän pukeutui lämpimästi ja pakkasi eväät reppuunsa. Emilia lähti kävelemään kohti metsää, seikkailumieli sykkien rinnassaan. Matkalla Emilia tapasi pieniä metsän eläimiä, kuten oravia ja peuroja. Hän tervehti niitä iloisesti ja jatkoi matkaansa syvemmälle metsään. Kulkien pitkin polkua hän näki kauniita kukkia ja kuuli lintujen laulavan ylhäällä puissa. Yhtäkkiä Emilia huomasi pienen, salaperäisen polun, joka vei syvemmälle metsään. Uteliaisuus sai hänet valitsemaan sen suunnan. Polku vei Emilian pienen lammen rannalle, jonka veden pinnalla oli kimmeltäviä vesikasveja. Hän istui lammen rannalle ja alkoi syödä eväitään. Samalla hän huomasi jotain erikoista lammen keskellä. Se oli pieni, kultainen avain kelluvan lehden päällä. Emilia

  Rozprávky

Raz dávno, v hlbokom lese na okraji malej dedinky, žil mladý chlapec menom Peter. Bol to veselý a dobrodružný chlapec, ktorý sa stále snažil objavovať nové veci vo svojom okolí. Jedného jarného rána, keď slnko ešte len vyliezalo nad horizont, Peter sa rozhodol vyraziť na výlet do neznáma. Zobral so sebou starú mapa, ktorú našiel v starom dome na okraji dediny. Podľa mapy sa mal nachádzať starodávny hrad, ktorý už dávno opustili a zmizol zo spomienok miestnych obyvateľov. Peter sa vybral cez hustý les, kde stretol veveričku, ktorá mu ukazovala správnu cestu. Po niekoľkých hodinách prechádzky sa dostal k majestátnemu hradu. Bola to nádherná stavba so stovkami rokov histórie. Dvere hradu boli opreté a Peter nemohol odolať pokušeniu vstúpiť dnu. Keď vošiel dovnútra, ocitol sa v čarovnom svete. Steny hradu sa ozývali šepkaním minulosti a záhadným fúkaním vetra. Peter sa rozhodol objavovať každú miestnosť. Prvou miestnosťou bola veľká jedáleň so starobylým stolom a trónom. Ďalšou miestnosťou